Abort og individet

Af Victor Isvik

Tager man et liv, når man vælger at få en abort, og hvad tæller overhovedet som “et liv”?

Abort er et nærgående emne uanset hvilken side af sagen man står på. Dem der går ind for den frie abort ønsker kontrol over egen krop, og dem der er imod, har oftest en mere religiøs tilgang. Det kan man blandt andet se i de mange “pro-life” demonstrationer, hvor skilte som “Children are a gift from god” og “Pray to end abortion” kan findes.
Jeg går selv meget ind for den frie abort, men kan også sætte mig ind i, hvorfor man kunne have moralske skrupler over at få en abort.


Problemet opstår for mig, når folk der selv har taget et valg om hvorvidt de vil være troende eller ej, skal være i stand til at forbyde en essentiel rettighed i form af frihed over egen krop, for dem der ikke har valgt den samme tilgang til livet.
Jeg bryder mig især ikke om at staten skal være dem der vurderer at lige præcis denne procedure, ikke skal være lovlig, især når at lande som USA har separeret stat fra kirke, men alligevel har love der tager udgangspunkt i religiøse synspunkter.


Jeg vil kalde mig selv et forholdsvist liberalt menneske, og går derfor meget ind for at man kan gøre hvad man vil, så længe det ikke skader andre. Der kommer spørgsmålet jo så bare om hvorvidt man vil mene at man skader et andet individ, altså barnet, i tilfælde af abort. Jeg vil mene at dette spørgsmål handler mere om holdning og etik end det gør om biologi, og mit synspunkt på det moralske aspekt i abort er, at et ufødt barn ikke er et individ. Det har derfor ingen relationer, tanker, meninger eller karaktertræk, som er ting jeg finder essentielle, når man snakker om hvad der gør os mennesker til individer med rettigheder. Af denne årsag vil jeg ikke mene at man tager et liv, når man får en abort, trods at fosteret biologisk set er “i live”.