Lad os hylde de onde, menneskelige atleter

De to cykelikoner Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali har netop afsluttet karrieren. Mange vil savne dem i det professionelle felt, men der er dog også dem som jubler over deres karrierestop.

Af Magnus Vrang Thomsen

Cykelsæsonen anno 2022 sluttede den 8. oktober, da Tadej Pogacar besejrede Enric Mas i spurten om sejren i det italienske monument Il Lombardia. Knap et halvandet minut senere krydsede den spanske cykellegende Alejandro Valverde målstregen. Den ligeså store italienske legende Vincenzo Nibali kom ind ca. 30 sekunder efter Valverde. Fælles for Valverde og Nibali er, at “de faldene blades løb”, som Il Lombardia bliver kaldt, var karrierens sidste. De to ryttere var sammen med ryttere som Alberto Contador, Chris Froome, Peter Sagan og Fabian Cancellara med til at definere cykelsporten i de sene nuller og tierne. Endda også de tidlige nuller i Valverdes tilfælde. Han vandt sin første Tour de France-etape i 2005, samme år som Lance Armstrong “vandt” sin sidste af sine syv Tour-sejre. Tilsammen har Valverde og Nibali vundet 185 professionelle, heraf 5 grand tours og 7 monumenter. 

 

Derudover er de også nogle af sidste ryttere i World Tour-feltet som kørte under cykelsportens “mørke dage”. Dengang hvor etik og moral var en by i Rusland. Det var før angelsakserne gjorde deres indtog i sporten, hvor de medbragte uskrevne regler om hvornår man måtte og ikke måtte angribe. Det var også dengang, hvor fans af af cykelsporten brugte hviledagene under Touren på at spekulere på, hvem der nu ville blive taget for doping.

 

Alejandro Valverde var en af de mange ryttere som afsonede karantæne pga. en dopingsag i nullerne, der er blevet kendt som “Operation Puerto”. Valverde afsonede en halvandet år lang dom fra 2010 igennem 2011, men over et årti senere forfølger dommen ham stadig. “Alejandro Valverde might be a hero to some, but not to me”, skriver Peter Cossins i et debatindlæg for Velonews. “He didn't make the right choices when he should have”, uddyber han, med henvisning til dopingdommen fra slutnullerne. Dopingdommen har efterladt en dårlig smag i munden hos mange cykelfans, men Valverde har dog høstet kritik af andre årsager. Særligt under Vuelta a Espana i 2019, hvor Valverde, i verdensmesterskabstrøjen, blæste til angreb da hans konkurrenter til den samlede sejr, Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez, styrtede. Lopez var rasende på Valverde, og sagde, at han ikke var verdensmesterskabstrøjen værdig.

 

Vincenzo Nibali har modtaget kritik af nogenlunde samme skuffe. Mange har tit påpeget, at han har opnået sine største triumfer på baggrund af bedre rytteres uheld. Mange fremhæver især Tour de France anno 2014, hvor Nibali vinder efter de to favoritter Contador og Froome begge udgik tidligt i løbet. Nibali har dog fået allermest røg for sin sejr i Giro d’Italia i 2016, hans sidste grand tour-sejr. Nibalis triumf i dette løb er et af de mest imponerende comebacks i nyere cykelhistorie. Han var knap 5 minutter efter den førende rytter Steven Kruijswijk inden løbets tredje sidste etape, men med dristig og offensiv kørsel og et par gode tredje uges-ben vandt italieneren sin fjerde grand tour. Alligevel forsøger kritikere at tilsmudse hans sejr, fordi Kruijswijk styrtede ind i en snedrive, da han forsøgte at følge Nibali på en nedkørsel.

 

Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at Nibali og Valverde ikke altid har vundet på sympatisk vis, men det er netop det som gør dem interessante. De har aldrig været bange for at påtage sig rollen som skurke i håbet om at stå øverst på podiet, og i sport er der lige så meget brug for skurke som der er brug for helte. Tænk blot tilbage på Hautacam-etapen i dette års Tour de France, hvor Jonas Vingegaard ventede på Tadej Pogacar efter sloveneren styrtede. Ville det have været et lige så mindeværdigt øjeblik, hvis man ikke før havde set ryttere som Nibali gøre det modsatte?

 

I en tid hvor meget sport, især fodbold, bliver for kommercielt og personlighedsløst, bør fans af cykelsporten være taknemmelige for, at man har haft Valverde og Nibali. Man behøver ikke elske dem, men som fan af cykelsport er man nødt til at erkende, at det er ryttere som dem, der har gjort, at man har forelsket sig i sporten. Så i takt med at Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali kører mod solnedgangen, bør vi huske at hylde de onde, menneskelige atleter.